Hvem er jeg

Der er to ting der virkelig optager mig. Det er mennesker og kreativitet. Ganske ofte går de to ting hånd i hånd og en følelse af lykke kan opstå.

Jeg har tegner og malet siden jeg var ganske lille. Jeg voksede op på kanten af Vesterhavet, hvor havet altid suser i baggrunden og natten er virkelig sort. Stedet tiltrak mange kunstneriske typer og jeg sugende den kreative energi til mig. Jeg gik til børneteater hos en fantastisk kvinde, som øsede ud af sin kreativitet og fantasi. Hun udførte mirakler med alle os unger og vi lærte at udtrykke os på scenen med hjerte og følelser. Vi lærte at turde, være modige og vi lærte at udfolde en stærk kreativ side af os selv. Hende er jeg meget taknemmelig for at have mødt.

Samtidigt kom jeg en gang om ugen hos en lokal kunstner. Hun slog døren op til sit hjem og ind myldrede det med kreativlystne unger. Vi lagde tyve kroner i en skål og så kunne vi slå os løs. Der var meget højt til loftet og meget hjerterum. Hver gang startede vi med kiks og drikke, imens hun fortalte historier. Hun kunne fortælle så vi sad med åben mund og lyttede. Fokus var skabt og vi gik i gang med det kreative arbejde. Hun cirklede stille rundt imellem os og hjalp og vejledte hvor hun synes det bød sig. Hun lærte mig ganske tidligt, at sne også er blåt. Fedtsten er vidunderligt at røre ved og jeg samlede selv blindrammer, når jeg skulle male. Hun hjalp mig til at tage min iboende kreativitet alvorligt og lærte mig teknikker. Hun lærte mig at bruge min kreative skaberkraft og lærte mig at se. Jeg er hende dybt taknemmelig.

Kreativitet er mange ting

For mig kan kreativitet planlægges og har altid en grundkerne af noget nyt og meget energifyldt. Det er at flyde med øjeblikket og ganske ofte ad overraskende og ukendte veje. Det pirrer nysgerrigheden og modet. Det tager tid.

Det er vel den samme tilstand et barn er i, når det er helt opslugt og fordybet i god leg. Kreativitet er altid unikt og alle kan det.

Når jeg laver billeder, leger jeg med, at slippe tanken om produktet, altså hvad jeg skal skabe, og koncentrere mig mere om, at jeg kan skabe.

Det er en stor glæde for mig, at dele mit engagementet omkring billeder med andre. Jeg elsker at undervise, lære teknikker fra mig og dele skaberlysten.

Det er ligesom en ivrig stafet, der bare må gives videre!

Fakta boks

Chanette Krogshede Nielsen

Født: 29. januar 1974

Bopæl: Espergærde

Udddanet: Lærer

Gift: med Morten Riis

Børn: Asbjørn, Hjalte, Toke og Sverre

Kontakt mig

Ved bestilling og arrangering af undervisning, kan jeg kontaktes på følgende måde...

e-mail: web@chanettekrogshede.dk

mobil: +45 6169 6052